Titel: Vice
Genre: Biografi, komedie, drama
Årstal: 2019
Instruktør: Adam McKay
Længde: 2 timer 12 min.
Skuespillere: Christian Bale, Amy Adams, Steve Carell
Se den her: Biografen
MIN VURDERING
Prisvindende satirisk, biografisk drama om vicepræsident Dick Cheneys indflydelse på vores verden i dag.
Vice fortæller historien om Dick Cheney. Som ung bliver han smidt ud af Yale to gange, og arbejder i en periode som daglejer. Han drikker for meget, kommer i slagsmål på barer og bliver dømt for spritkørsel. Alligevel lykkes det ham – efter en voldsom påtale fra kæresten – at få sit liv så meget under kontrol, at han kommer i praktik i det Hvide Hus.
Som assistent for Donald Rumsfeld lærer han det politiske spil, og bliver ultimativt udnævnt som stabschef under Præsident Ford.
De efterfølgende år skifter Dick Cheney fra det Hvide Hus, hvor demokraterne vinder magten, og arbejder for private virksomheder. Dick og hustruen Lynne dyrker magtspillet gennem politiske forbindelser, sponsorer og lobbyister.
I en sen alder – og efter flere blodpropper – bliver Dick Cheney tilbudt at udskifte sin stilling som CEO for olieselskabet Halliburton med stillingen som vicepræsident under præsident Bush. Cheneys betingelse er total magt, og den uerfarne Bush junior er mere end lykkelig for at overlade de store beslutninger til en “erfaren” politiker.
Skæbnen vil, at verden rammes af 9 11. Den perfekte undskyldning for at give ubegrænset magt til præsidenten – og dermed vicepræsidenten. USA er i krig. Og snart er verden i krig. Dick Cheney er i den perfekte position til at styre slagets gang. Og det går ikke stille af sig.
Derfor bør du se filmen
Vi er mange i Europa, som ser på USA med hovedrysten. Jeg kendte ikke historien om Dick Cheney, som den skildres i filmen. Bag kulisserne trækker korruptionen i det politiske system lange spor bagud med tragiske følger.
Historien er flot skildret af fantastiske skuespillere. Følgevirkningerne af 9 11 med invasion af Irak har kostet ufatteligt mange menneskeliv. Flest i Mellemøsten og Asien. Burde det være sket? Gik USA for vidt? Og hvorfor fik Dick Cheney lov til at sidde og trække i snorene?
Se Vice, hvis du vil lære mere om, hvorfor verden er, hvor den er i dag. Og nej, det er ikke en kedelig historie, tværtimod. Forfærdelig, men ikke kedelig.
Billedet er © Annapurna Pictures. Ingen krænkelse af ophavsretten er tilsigtet.