Vi tager billeder som aldrig før. Husker du at bevare dine minder?
Dengang jeg var barn fik vi alle billeder fremkaldt. Alle 24 billeder på kamerarullen. De billeder, der var blevet gode, blev sat i et fotoalbum. Trykte minder. Minder, som jeg i dag er evigt taknemmelig for, at jeg har fra min egen barndom.
Vi er ikke i gamle dage længere, så hvad gør vi så for at bevare minderne? Og der er mange af dem, for størstedelen af befolkningen har kamera i deres telefon.
Digitale minder
En fotograf sagde engang til mig, at det bedste kamera er det, vi har på os. Så sandt. Jeg bruger aldrig mit store Nikon SLR kamera, selvom det tager gode billeder. For min iphone tager også gode billeder – og jeg har den stort set altid ved hånden.
Tilbage står jeg med en hel masse digitale minder på min egen smartphone. Det giver evige problemer ved skift af telefon, eller hvis telefonen skulle gå tabt.
Sådan bevarer du minderne
Jeg har i mange år lavet fotobøger. Dengang jeg var virkelig ambitiøs, så lavede jeg årsbøger hvert år, og feriebøger ved siden af. I dag laver jeg kun feriebøger.
Da mine døtre blev konfirmeret, fik de hver en mindebog fra de første 13 år af deres liv – komplet med scanningsbillede og minder fra de allerførste timer.
Og da jeg mistede min kære mand i 2017 lavede jeg en mindebog – et eksemplar til hvert medlem af den nærmeste familie.
Tænk på eftertiden
Vi har uendeligt travlt i dag. Altid i overhalingsbanen. Og vi det sker at vi glemmer, hvad det er vi lever for. Hvem det er vi lever for. Jeg kigger ofte i mine fotobøger. Det er sjovt og dejligt at se og læse minder fra mere end 15 år. For det er så længe, jeg har samlet og fået trykt minder.
Den dag, jeg ikke er her mere, kan mine døtre tænke tilbage på de skønne oplevelser. De kan vise deres børn og børnebørn, hvordan vi levede og hvad vi lavede. Se verden gennem vores øjne.
Tænk over det.
Og så det praktiske
Afhængigt af dit ambitionsniveau, så tager det tid at lave en fotobog. Når jeg laver en fotobog fra en ferie, så finder jeg fakta fra de steder vi har besøgt. På den måde bliver fotobogen mere end en række billeder, og mere en guidebog til destinationen.
Gennem årene har jeg brugt flere slags software til mine fotobøger. Og softwaren er heldigvis også blevet mere intelligent.
Jeg kan ud fra egen erfaring anbefale CEWE.
CEWE er et gigantisk tysk fotolaboratorium, som har udviklet sit eget software til fotobøger. Softwaren kan du hente fra en af de mange nationale forhandlere, og hente ned på din computer. Når du bestille fotobogen, bestiller du via den forhandler, som ekspederer ordren videre til CEWE. Det tager ca en uge fra du sender indhold, til den færdige bog kommer med posten.
Hvad koster en fotobog
Fotobøger varierer i pris ud fra størrelse, kvalitet på siderne og antal sider. Regn med alt fra 300-800 kr.
Husk at bevare minderne!