Mick Vraas første bog om Dansk Vestindien – en historie, vi alle bør forholde os til. Haabet er skibet med mange skæbner ombord.

Haabet - Roman om Dansk Vestinden cover

Forfatteren Mick Vraa har sat sig for at formidle den danske historie om vores tid som kolonimagt. En periode, vi nok alle har hørt om, men som jeg ihvertfald ikke havde sat mig nærmere ind i. En rejse i 2018, som blandt andet indebar et stop på St. Croix, blev mit skub til at lære mere.

Undervejs på et krydstogtskib hen over Atlanten, går jeg igang med trilogien. Og her en advarsel – det er svært at komme igang med Haabet. Mick Vraas fortællestil er personskildringer, til dels i dagbogsform. Læseren kastes frem og tilbage i tid og mellem personer. Med St. Croix i horisonten holder jeg ud, og kommer langsomt men sikkert ind i fortællingen.

Haabet er et slaveskib, bygget i Danmark. Læseren tages med på en rejse, som starter i 1803. Den unge pige Maria rejser med sin far på det, der skal være en kort tur med fregatten rundt om Danmark. Undervejs udbryder der mytteri, mandskabet tager magten over skibet, og Maria tvinges med på en rejse til den danske koloni på den anden side af Atlanten.

Maria er ikke en normal dansk pige, viser det sig. Hendes historie har rødder i en forfærdelig hændelse i 1787, dengang Haabet var et slaveskib. Slaverne er sluppet ud, og har taget gidsler: kaptajnens hustru og hustruen til en ung, medrejsende læge. Inden oprøret er slut, er mange personers skæbne ændret for altid.

I Haabet lærer vi om Danmarks rolle som slavenation. En velstand bygget på slavearbejde på sukkerplantagerne, og en fortælling om udnyttelse og ufattelig ondskab.

Derfor bør du læse bogen

Selvom fortællestilen er en udfordring, og jeg til tider var noget udfordret i at holde rede på de mange historier og spring i tid, så bindes det hele sammen til sidst. Og jeg var ganske målløs over, hvad vi, som danskere, har været i stand til at gøre mod andre. Historien er så vigtig, fordi det er historien, der skal forme fremtiden. Vi er hurtige til at dømme andre lande for deres uhyrligheder. Det er sundt og nødvendigt for alle danskere at konfrontere os med dette fortidens monster.

Billedet tog jeg under mit besøg på St. Croix (effekt lagt ind over billeder for at give effekt af gammel tid). Det viser det dansker skilderhus uden for fort Christiansværn i hovedstaden Christansted. Ikke synligt på billedet, men bevaret for eftertiden, er det lille område ved siden af skilderhuset, hvor fanger og slaver blev lænket for at blive pisket.

Titel: Haabet

Årstal: 2017

Forfatter: Mick Vraa

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sideantal: 412

Køb bogen her.