Boston har længe været på min to do liste. Heldigvis fik jeg mulighed for at besøge denne fantastiske by, staten Massachussets hovedstad, i november 2018. Desværre havde jeg kun 8 timer til rådighed – som blev udnyttet fuldt ud til at suge så meget af historiske Boston til mig, som jeg kunne.

Jeg må tilbage en dag, hvor jeg kan tilbringe mere tid i denne del af de amerikanske stater, og for alvor udforske Boston.

Jeg ankommer med krydstogtskib til Boston Pier på Veteran’s Day, den 11. november. Dagen er en officiel helligdag, hvor USA ærer sine faldne og nulevende soldater. Alle offentlige bygninger flager på halv, og mange steder er der specielle events, herunder optog.

Mit sightseeing-program i Boston

  • Lexington Green

  • Concord og Old North Bridge

  • Harvard Universitet

  • Quincy Market & Foodhalls

  • Faneuil Hall

  • Old North Church

  • Downtown Boston set fra bussen

Fort Warren

På vej ind mod Boston sejler vi forbi Fort Warren på Georges Island. Det historiske fort er navngivet efter Doktor Joseph Warren, en krigshelt fra den amerikanske uafhængighedskrig.

Fortet blev opført i perioden 1833-1861, og fungerede som forsvarsbastion helt indtil afslutningen af 2. verdenskrig. I dag er fortet et nationalhistorisk vartegn, og åbent for turister. Bemærk flaget, som vejrer på halv mast.

Fort Warren Georges Island

Lexington Green

Fra Boston Havn kører vi gennem Boston ud til Lexington. Midt i den lille forstad ligger byens park omkranset af historiske bygninger.

Lexington Green er stedet for den første konflikt og starten på uafhængighedskrigen.

I april 1775 får den engelske hær information om, at borgermilitsen har stjålet ammunition fra et britisk ammunitionslager i Concord. Omkring 900 britiske soldater bevæger sig mod Concord, men skal først igennem Lexington.

Da de britiske tropper ankommer til Lexington, bliver de mødt af 75 “minute men”. Selvom der bliver kæmpet bravt, må de dog give fortabt over for den store styrke af engelske soldater.

Kampene fortsætter i Concord, hvor briterne bliver mødt af så megen modstand, at de må trække sig tilbage til Lexington. Borgermilitsen er i mellemtiden vokset til 4.000 mænd. Briterne må erkende, at de ikke kan vinde, og trækker sig tilbage til Boston.

Der er mange historiske mindesmærker på og omkring Lexington Green. Et af dem er Lexington Minute Man Statue. Statuen er rejst til minde om de militiamænd, der kæmpede mod briterne i april 1775. Det hedder sig, at statuen forestiller lederen af militiaen, Kaptajn John Parker.

Lexington Battle Green er et af kun otte steder i USA, hvor det amerikanske flag må vejre døgnet rundt.

Lexington green minute man

Lexington Minutemen Memorial viser seks militiamænd under kampen om Lexington Commons. Under skulpturen står:

These men gave everything dear in life, yea and lif itself in support of the common cause – Memorial to the Lexington minute men who were on the green in the early morning engagement April 19, 1775.

buckman tavern

Buckman Tavern er det ældste værtshus i Lexington. Det var i denne bygning, at 77 militiamænd forsamlede sig den 19. april 1775, mens de ventede på briterne.

Old North Bridge i Concord

Efter at have slået modstanden i Lexington, nåede briterne frem til Concord. Her var modstanden fra militiamændene så stor, at briterne måtte se sig slået. Det var det første store nederlag for det engelske herredømme i kampen om Amerikas uafhændighed.

Slagets første skud ved broen i Concord blev i digtet “Concord Hymn” af Ralph Waldo Emerson, kaldt “skuddet, der kunne høres over hele jorden”.

På Concord Battle Monument står følgende:

HERE on the 19 of April 1775 was made the first forcible resistance to the Britsh aggression. On the opposite Bank stood American Militia. Here stood the invading Army and on this spot the first Enemy fell in the War of the Revolution, which gave Independence to these United States. In gratitude to GOD and the love of Freedom this monument was erected in 1836.

Det er svært ikke at blive bevæget, når man står lige her, hvor historien blev skrevet. I anledning af Veterans Day er flere samlet for at hylde amerikanske soldater på dette sted.

north bridge concord

Harvard University

Turen går videre til forstaden Cambridge og det ældste universitet i USA. Harvard University blev grundlagt i 1636, og har siden fostret intet mindre end 75 nobelprismodtagere.

De smukke træer har stadig efterårsløv, som står uendeligt flot mod de røde bygninger. Det er ikke svært at forestille sig, at Matt Damon og Ben Affleck går rundt lige derovre, eller Michael Crichton, T.S.Eliot, Tommy Lee Jones, Ashley Judd eller Barack Obama.

Harvard Universitet
John Harvard statue

Blandt turister er der en gammel overtro, som siger, at det giver held at gnubbe John Harvards sko. Vores guide er så venlig at fraråde os en “gnubning”. Nogle studerende stræber nemlig efter at udfylde tre opgaver, inden de tager den afsluttende eksamen. En af disse opgaver er at tisse på statuen.

Downtown Boston

Fra Cambridge kører vi direkte ind til midtbyen og en frokostpause. Jeg kan slet ikke stå for dette smukke træ med sine gule blade.

Downtown Boston
Quincy Market

Quincy Market åbnede i 1826, og er en turistmagnet. Glem alt hvad du kender til street food. Quincy Market er gigantisk, og popfyldt med turister. Her er alt hvad du kan drømme om af mad på 2.500 kvm.

Faneuil Hall

Faneuil Hall liger lige ved siden af Quincy Market. Bygningen er fra 1742, og blev foræret til Boston by af Peter Faneuil. Stueetagen blev oprindeligt brugt som et marked, og de øverste etager som byens rådhus.

Faneuil Hall brændte ned i 1761 og genopbygget i 1763 i en udvidet udgave.

Før og efter revolutionen blev der holdt mange patriotiske møder her, som holdt håbet om frihed fra briterne i live. Bygningen er derfor også kendt som Frihedens Vugge.

Faneuil Hall

En bogtrykkermaskine i Faneuil Hall. Mon det var her, den første Declaration of Independence blev trykt?

Old North Church

Old North Church eller Christ Church in the City of Boston blev bygget i 1723. Kirken blev udødeliggjort for sin rolle under den amerikanske uafhængighedskrig. Det var her, i april 1775, at tre patrioter fra Boston fik beskedaf Paul Revere om at hænge lanterner i tårnet. Lanternene skulle advare militiamændene, som ventede på den anden side af Charles River, om de britiske styrkers bevægelser.

PAUL REVERE’S RIDE af Henry Wadsworth Longfellow

Listen, my children, and you shall hear
Of the midnight ride of Paul Revere,
On the eighteenth of April, in Seventy-Five:
Hardly a man is now alive
Who remembers that famous day and year.

He said to his friend, “If the British march
By land or sea from the town to-night,
Hang a lantern aloft in the belfry-arch
Of the North-Church-tower, as a signal-light,–
One if by land, and two if by sea;
And I on the opposite shore will be,
Ready to ride and spread the alarm
Through every Middlesex village and farm,
For the country-folk to be up and to arm.”

Old North Church
The Newman Window

Ifølge Newman families legende, undslap kordegn Robert Newman gennem dette vindu den 18. april 1775 efter at have tændt signallanternerne for at advare om briterne fremmarch. Vinduet kan ses inde i kirken.

Theodore Roosevelt sat here

Kirken har løbende fortællinger om alt det, der skete i 1775. Mens en entusiastisk ung studerende beskrev, hvordan militiamændene snød briterne, sad jeg i en af de mange små indelukker med bænke. Helt tilfældigt, satte jeg mig ind lige her, hvor en meget berømt person engang sad. Historiske Boston er fyldt med overraskelser.

Andre seværdigheder

Den “tunge” historiske del af min guidede tur er slut. Resten af tiden får vi udpeget berømte steder i Boston, mens vi kører omkring i byen. Det var ikke alt, jeg var heldig at få et godt billede af – herunder det berømte Cheers værtshus (Sams Bar).

Men et par smukke eller markante steder blev det til.

Bulger

Irske Whitey Bulger er nok den mest berømte gangster, der har boet i Boston. Denne bygning var i en lang periode hans hovedkvarter. Efter et langt liv som kriminel, blev Whitey Bulger idømt to gange livstid i 2013. Han blev myrdet i 2018 – som 89 årig – af andre indsatte.

George Washington Boston Park

Statue af George Washington i Boston Park. Jeg er dybt fascineret af de røde blade på træerne.

Derfor skal du tage til historiske Boston

Min sightseeing-tur i Boston gav et lille indblik i, hvad denne fantastiske by har at byde på. USA er et ungt land. Boston er den ældste by, grundlagt i 1630.

Jeg kan varmt anbefale en tur til Boston. Og husk at sætte flere dage af, så du for alvor kan suge atmosfæren til dig.

God tur til historiske Boston