Har du tænkt over, hvor mange gang du indleder en samtale med “Og hvad laver du så?” Og når du så har tænkt over det, så prøv at tænke over, hvorfor du spørger….

Trods social udligning kan vi ikke sige os fri for at dømme vores medmennesker på deres arbejdsmæssige status. For hvis vi egentlig ikke var interesseret, så spurgte vi vel ikke?

“Hvad laver du?” er en ice-breaker i social sammenhæng, men også en metode til at rangere os selv i fødekæden. En måde at afkode social status.

Hvorfor er social status vigtig?

Psykologer og filosofer har sikkert mange gode bud. Uden tvivl har det rødder i fortiden, hvor den jæger, der kom hjem med det største bytte, også nød mest anseelse blandt flokken.

Men er vi ikke bedre end det i vores moderne samfund?

Hvorfor skal vi defineres ud fra vores arbejde? Er vores arbejde vores liv? Eller er vi rent faktisk andet og mere end vores arbejdsmæssige rammer?

Og hvad med dem, som enten frivilligt eller ufrivilligt er uden for arbejdsmarkedet? Tænk over, hvor ubehageligt det er, hvis du igen og igen bliver mødt med “Og hvad laver du så?”

Sæt individet før jobbet

Næste gang du møder nye mennesker, så tænk over, hvordan du møder dem. Tænk over, hvad der definerer dem. Der kan være rigtigt mange spændende lag under den professionelle facade.

Hvis vi ikke taler arbejde, så er jeg sikker på, at vi vil blive overraskede over, hvor spændende vi også kan være.

Jeg var for nyligt til en konference. Dagen startede med morgenmad. Jeg satte mig ved et bord, hvor der i forvejen sad tre mennesker – alle erhvervsfolk. Ingen sagde noget – alle havde travlt med deres rundstykker, tjekkede mails eller bladrede i programmet.

Jeg spurgte: “Er I kommet langvejs fra?” Og med et var stemningen vendt fra tavshed til livlig diskussion. Vi fik vendt alt fra trafiksituationen til virksomhedsvækst i lokale klynger, vejret og forventninger til dagens program.

Drop dine fordømme. Drop den sikre havn og mød mennesker på en helt ny måde.

Ice-breakers

Er du i tvivl om, hvordan du netværker og starter samtaler uden at spørge “Hvad laver du så?”, så har jeg samlet en række ice-breakers nedenfor.

  • Er du kommet langvejs fra? (bedst brugt, hvis du er til et møde eller en konference, hvor du ved, at folk er kommet fra andre landsdele)
  • Hvad brænder du for?
  • Hvad er det mest spændende, som du har oplevet i dag?
  • Laver du noget spændende i din fritid?
  • Hvad drømte du om at blive, dengang du var barn?
  • Hvad glæder du dig mest til at tage med fra i dag? (også bedst brugt, hvis du er til en konference eller et foredrag)
  • Lavede du noget spændende i weekenden?
  • Lavede du noget spændende i går aftes?
  • Hvilken emoji bruger du mest?
  • Hvis du kunne vælge frit blandt alle mennesker i verden, hvem ville du så helst mødes med?

Prøv en anden vinkel, næste gang du er ude i en ny forsamling. Det værste der kan ske er, at du opdager helt nye ting om andre – og du bliver helt sikkert lagt mærke til :)