Et krydstogt hen over Atlanten – eller transatlantisk krydstogt, som det også hedder, var noget, jeg havde tænkt på i mange år. Faktisk var min mand og jeg tæt på at tage afsted i 2016, men endte med at aflyse.
Tanken om søkuller, om den perfekte storm med meterhøje bølger, alle de mange ting, der kan gå galt, når man er helt derude midt på Atlanten.
Men så kom beslutningen om at gøre noget radikalt, og et krydstogt hen over Atlanten blev første skridt. I november 2018 flyver jeg til England for at gå ombord på Celebrity Silhouette.
Hvad er et transatlantisk krydstogt
Transatlantisk betyder hen over Atlanten. To gange om året flytter de store rederier deres største skibe for at følge vejr og sæson. Typisk betyder det:
Marts/april: Fra USA til Europa
Oktober/november: Fra Europa til USA
Udover de transatlantiske krydstogter, flyttes der skibe fra Europa til Asien og retur, fra Sydamerika til Nordamerika og retur, fra Nordamerika til Caribien osv.
Typisk betyder det, at du er ude på havet i mange sammenhængende sødage, måske med stop undervejs, hvis der er havne. Og dit krydstogt stopper i en havn et helt andet sted, end der, hvor du gik ombord. På et almindeligt krydstogt vil du altid starte og slutte i samme havn.
Mit krydstogt startede i Southampton i England, og sluttede i Fort Lauderdale i Nordamerika.
Hvilke rederier sejler hen over Atlanten
Jeg har ikke undersøgt det nøjagtige antal, men jeg ved, at alle de store krydstogtrederier flytter deres skibe. På det tidspunkt, hvor jeg sejler med Celebrity Cruises, er Royal Caribbean også undervejs. Og jeg kunne være sejlet med Norwegian eller Cunard, HAL, Carnival eller MSC.
Det er kun gamle mennesker, der rejser på krydstogt
Først og fremmest, så er det en myte, at gæster på krydstogt skib er mellem 80 og skindød. Det var måske sådan engang, men det er det ikke mere. Der er gæster i alle aldre.
Det, der betyder mere end at vælge et krydstogt, er at vælge et rederi. De forskellige rederier er nemlig meget forskellige. Carnival er kendt for sine party-skibe. Cunard er luksus. Norwegian har mange yngre mennesker om bord. Royal Caribbean staser benhårdt på familier.
Mit skib er ejet af Celebrity, som igen er ejet af Royal Caribbean. Celebrity er et lidt mere up-market rederi, som henvender sig til livsnydere. Børn er der ikke så meget plads til, for børneaktiviteterne er på det absolutte minimum.
Hvem sejler hen over Atlanten
Jeg havde troet, at der ville have været mange fra Europa med mit skib, når nu vi sejlede fra England. Men faktisk, så var det amerikanerne, der fyldte mest. Mange havde benyttet lejligheden til at rejse rundt i Europa inden. Flere havde været med på det krydstogt, der stoppede i Southampton, og blev på skibet. Det hedder back2back (læs mere om back2back her).
Et transatlantisk krydstogt – eller repositionering, som det hedder i branchen – tager typisk et par uger. Det begrænser, hvilke passagerer, der rejser med. Der er meget få børn, måske også fordi det kan være kedeligt at sejle i så mange dage. Og så er gennemsnitsgæsten nogle år ældre end på et “normalt” krydstogt.
Jeg vil sige det sådan, at der er ok spredning, men at det aldersmæssigt hælder mod seniorer, som har sejlet mange gange. Få familier, og meget få, der rejser alene.
Det kan du se frem til på krydstogt
Det kan være en udfordring på krydstogt
Mine anbefalinger til et transatlantisk krydstogt
Du behøver ikke at være søstærk for at sejle hen over Atlanten, men du skal være ok med at være ude på havet i lang tid. Se på det som digital detox uden mulighed for at fortryde undervejs.
- Har du råd, så book en kahyt med balkon – det er virkelig specielt at sidde på sin egen terrasse, og se et nyt land fra vandsiden
- Bagbord får solen, når du sejler mod vest
- Styrbord får solen, når du sejler mod øst
- Tag forbi lægen og få recept på søsygeplaster – det virker! Et plaster holder i 3-4 dage, så du skal nok have et par stykker med
- Tag bøger med, hvis du ikke vil læse engelske bøger. Skibene har et gratis bibliotek ombord
- Det kan være koldt derude midt på Atlanten – tænk lag på lag
- Tilkøb en rundvisning på skibet hjemmefra – der er ikke så meget at lave derude på havet, så rundturene bliver udsolgt
- En drinkspakke kan for det meste betale sig hen over Atlanten. Du drikker nu engang mere, når du er på skibet døgnet rundt (kan også være juice, specialkaffe, te og sodavand)
- Deltag i de daglige trivia (quiz). Selvom dit hold måske ikke vinder, så er det sjovt, og du møder en masse mennesker
Medbring
- En elastisk tørresnor, så du kan hænge tøj op på dit badeværelse
- En forlængerledning med flere udtag – der er ikke ret mange stik i en kahyt
- Magnetiske klips – væggene er lavet af stål, så du kan hænge alle dine papirer, dagsprogrammer m.v. på væggene
- En vasketøjspose
- Ekstra bøjler af den tynde slags
- Et HDMI-kabel og en konverter til din telefon eller ipad, hvis du vil se medbragte film på TV’et
- Vitaminer og piller
- Kopi af dit pas og andre vigtige papirer
- Lynlåsposer i forskellige størrelser
- Ørepropper
- Pænt tøj til chic night
- Tykke sokker til de dage, hvor du sidder ude på balkonen og ser ud over havet