De findes alle steder. Du er selv en af dem. Optimisten eller pessimisten. Indånder eller udånder. Den, der ser osten, eller den, der kun ser hullerne.
De færreste af os er holdningsneutrale. Og du kender uden tvivl en eller flere af dem, der sidder længst ud på vippen.
Udånderen
Et fantastisk udtryk. Du kan nærmest høre livsenergien forlade ham eller hende med hvert ord. Efterfulgt af et suk – hvis der vel at mærke er ilt tilbage i kroppen.
Jeg møder flere og flere udåndere. Både mænd og kvinder. Det er som om at livsgnist og positivitet forlader kroppen, hjernen og hjertet i takt med, at vi bliver ældre.
Der er ikke meget, der kan virke så demotiverende som en samtale med en udånder.
Jamen, du kan jo bare fravælge udånderne, og søge selskab af optimister. Så sandt! Men som de fleste af os også må erkende, så kan vi sjældent helt undgå udåndere. I nogle tilfælde kræver det ligefrem, at vi bliver skilt, finder en anden arbejdsplads eller fravælger familiemedlemmer.
Vi har en tendens til at skabe fællesskabsfølelse ud fra negativitet, forhindringer og brok frem for at se de gode ting omkring os. Hvis vores eget liv bare ikke spiller, så er det først og fremmest omgivelsernes skyld:
- Chefen er træls
- Netto har ikke mere letmælk
- Kollegaen holdt sommerferie i USA (jeg havde kun råd til 14 dage i en campingvogn)
- Det regner
Og som om det ikke var nok, så er en eller anden dansk start-up lige er blevet solgt til udlandet (hvorfor fik jeg ikke den idé og startede den virksomhed)….
Der er altid noget at brokke sig over.
Hvorfor bliver vi udåndere?
Jeg havde for nyligt en interessant samtale med en karrierecoach. Hun havde omvendt mange udåndere. Men måtte også erkende, at det er en svær, langtrukken proces.
Der skal pilles mange lag af løget, før man finder ind til kernen. Årtiers negativitet bliver så tillært og indgroet, at det er svært at huske, hvorfor man blev en tvær, gammel mand, eller en irritabel kvinde. En identitet man klamrer sig til. Et anker.
Sandheden er dog, at ingen af os åbner øjnene den første dag på fødestuen og tænker “Jeg vil gå igennem livet med negative briller”. Udånder-mentalitet opstår efter årtiers kulturel påvirkning. Et samlet resultat af lag på lag af dårlige oplevelser. En afsmittende kultur, hvor det er ok at se ned på andre.
Janteloven har bidraget til at vi bruger andre som trædesten på vores vej
Smid de negative briller
Inden jeg “sprang ud” som iværksætter, var jeg til et arrangement i en sportsklub. Jeg sad over for en ældre herre, loungesponsor, en af de tunge drenge i erhvervslivet. Og vestjyde. Han spurgte hvad jeg lavede. Jeg fortalte om min idé, min beslutning om at blive selvstændig, og hvordan jeg ville gøre en forskel for en hel masse mennesker.
Hans respons sidder stadig i mig den dag i dag. Det tog lidt tid at samle mig selv op efter hans svada af negativitet. Jeg tvivlede for første gang. Jeg overvejede at droppe det hele. Og så besluttede jeg mig for, at min idé skulle blive en succes ikke på grund af, men på trods.
I stedet for at sænke din kåbe af negativitet ud over alle de møder, så se på verden gennem nye briller.
Jeg har mødt og møder heldigvis masser af positivitet, nysgerrighed og støtte omkring min idé. Og årene har lært mig, at jeg skal ryste udånderne af mig. Jeg har også lært, at jeg i langt højere grad skal opsøge selskabet af andre med samme livssyn. For de findes heldigvis derude.
Tag ansvar for dit eget liv
Det handler om at tage ansvar for sit eget liv, om at turde – og turde fejle. Løbe en risiko, arbejde hårdt mod et mål eller finde glæde i det man har – og om at sige pyt.
Kan du genkende min beskrivelse af udånderen? Hvordan håndterer du det, hvis omgangskredsen forsøger at trække dig med ned i dybet – dernede hvor vi kan være i dårligt humør sammen, hele tiden?
Bidrag til din egen og andres livsoplevelse ved at smide de negative briller. Mød verden med nysgerrighed, interesse og forståelse!
