Fitnessindustrien er vokset voldsomt fra dengang, jeg var ung. Kender du nogen, som aldrig bevæger sig? Nej, vel. Hvis vi ikke kan andet, så kan vi gå en lang tur, måske vandre – noget der er blevet meget trendy i de senere år.

Vores behov for at bevæge os hænger desværre nok sammen med, at vi sidder foran en skærm hele dagen – og fortsætter om aftenen. Det er ikke godt for kroppen. Når vi så samtidigt bliver ældre, ja så er behovet for at bevæge sig endnu større.

Fitnesstrends

Jeg husker kun svagt Jane Fonda og benvarmerne i 80erne. En af de mange trends, der hittede og fik massive følgeskarer. Der kommer hele tiden nye trends. Les Mills fra New Zealand er et af de koncepter, jeg selv har dyrket meget. Du har sikkert hørt om BodyCombat, BodyPump, BodyStep osv. Holdtræning nøje koreograferet med øvelser og musik, som lanceres i hele verden på samme tid med 3 måneders mellemrum.

Vi går til boksning, svinger med kettlebells, dyrker benhårde bootcamps indenfor OG udenfor, løber alene eller sammen med andre. Der er efterhånden ingen grænser for, hvad vi kaster os over.

Træn hjemmefra sammen med andre

Vinden blæser fra vest

Der er ingen tvivl om, at Asien har sat et stort fingeraftryk på vores motionsvaner. Vi dyrker yoga, Tai Chi og mediterer. De gamle og gennemprøvede koncepter, som tilskrives lang levealder og velbefindende.

Men når det kommer til maskiner og fitnessgadgets, blæser vinden fra vest. Løbebånd, TRX suspension træning, pulsure, smarture, de store sportskoncerner – tendenserne er kommet fra USA. Vi adopterer i stigende grad smart-teknologi i vores træning, måske presset af præstationstidsalderen.

Holdtræning i hjemmet

Fænomenet Peloton har taget USA med storm, og er langsomt ved at lægge Storbritannien ned. Siden efteråret 2019 er Peloton sågar gået ind på det tyske marked.

Peloton er Apple for fitnessindustrien – et helhedskoncept til fritidsmotionister. Koncernen producerer eget udstyr i form af en spinningcykel og et løbebånd, begge med en fastmonteret fladskærm og eget software. Udstyret skal købes gennem Peloton, som leverer og installerer i hjemmet. Herefter er det “blot” at betale det månedlige abonnement på ca. 350 kr. – som dog dækker hele husstanden.

For det er her, at Peloton for alvor har skabt sin skare af tilhængere. Topatleter og fitnesseksperter hjælper dig gennem stort set enhver form for træning. Der er spinninghold, løbehold, bootcamp, yoga, meditation, styrketræning osv. Alt sammen til rådighed døgnet rundt enten live eller on demand.

Træn i hjemmet
Træn i hjemmet sammen med andre

Peloton i Danmark

Officielt dækker Peloton ikke Danmark. Uofficielt kan man sagtens deltage med eget udstyr gennem deres digitale app på en tablet eller smartphone. Det er lidt billigere – ca. 90 kr. i måneden. Der er nogle ting, som kun findes på Pelotons eget udstyr, herunder en hitliste, når man deltager i live hold, og kan konkurrere direkte mod hinanden.

Jeg har testet Pelotons app i et par måneder nu, og er solgt. Instruktørerne er knald-dygtige. Det føles virkelig som om jeg er lige der i studiet, og de holder øje med mig. Instruktørerne er gode til at lave et shout out under live timerne til de deltagere, som har nået en milepæl (eks. 100 spinninghold).

På Facebook findes der rigtigt mange grupper med Peloton disciple. Helt almindelige mennesker, som har det tilfælles, at Peloton gør deres liv og træningsrutiner lettere. Der er ingen undskyldninger længere – specielt hvis man melder sig ind i de mange udfordringer på Facebook.

Spinningholdene er der, det startede, og det, der fylder mest i programmet. Men jeg nyder også Pelotons yogahold eller at sætte mine airpods i ørerne, mens min Peloton instruktør guider mig gennem en 20 eller 30 minuttes powerwalk udenfor – til det fedeste musik fra 80’erne.

Jeg vil helst træne sammen med andre

Der er ingen tvivl om, at social sport er vigtig. For mange er sammenholdet i en sportsklub eller på et cykelhold det, der skal til for at træne. Men jeg kan se et klart marked og potentiale i, at træning også er fleksibel. I Danmark er der sjældent langt til et træningscenter. I USA er forholdene helt anderledes. Men træning i hjemmet sammen med andre kan være et super godt supplement.

Peloton er ikke de eneste, der flyder med på den bølge. Har du en spinningcykel – eller en racercykel med tilbehør – så kan du cykle med eller mod andre cyklister i hele verden. Træne i bjergene i Frankrig eller deltage i cykelløb  – alt sammen i din stue. Og der skal trædes i pedalerne, for de nye apps er koblet op med træningsudstyret, så din indsats i pedalerne hænger direkte sammen med din placering i app’en.

God træning – uanset hvordan eller hvor.