Det kan virke helt uoverskueligt, når man starter ud med at investere. Udover at skulle tage stilling til investeringsplatform, risikoprofiler og meget andet, så mangler man ofte inspiration til aktier og investeringer. En del af at være en god investor er også at følge med i politik, business og samfundsforhold.

Her kan du læse, hvor jeg søger inspiration og hvorfor. Listen udvides og redigeres løbende.

Senest opdateret: 1. juli 2021


Dansk Aktionærforening

Den største forening for investorer i Danmark hedder Dansk Aktionærforening. For et beskedent årligt medlemsgebyr får du adgang til artikler, rabatter, finanskalender, porteføljeværktøj og meget andet på shareholders.dk. Du modtager magasinet Aktionæren i din postkasse, kan deltage i medlemsmøder i hele landet, aktieklubber, rabat på Aktieskolens kurser, rabat på kurtage på udvalgte platforme og kan deltage i årlige investorkonferencer.

Jeg er stor fortaler for foreningen, fordi den giver så stor værdi, hvis man husker at bruge de mange fordele, der følger med. Det skal siges, at jeg er bestyrelsesmedlem af lokalforeningen for Dansk Aktionærforening Sydvest, så min holdning er ikke objektiv :)

Medlemsprisen for en enkeltperson er 595 kr. i 2021 (rabat for en husstand, unge under 30 år, småfimaer og udenlandsdanskere).


Investor Relations

Alle børsnoterede selskaber har et Investor Relations afsnit på hjemmesiden. Det er her du finder selskabets regnskaber, finansnyt og meget mere. Du vil stort set altid kunne tilmelde dig “Email alert” som sender en email, når der er nyt / nyt om udvalgte nyheder.
SEC (Security & Exchange Commission) filings er selskabsmeddelelser, som kan have betydning for selskabet, eks. anmeldelse af regnskaber, inside handel m.v.


Generalforsamlinger

Større koncerner afholder virtuelle generalforsamlinger, som aktionærer kan deltage i. Typisk vil CEO og andre ledere gennemgå regnskab, budget og forventningerne til fremtiden.

Du kan i nogle tilfælde skrive dig op til nyt fra de selskaber, du investerer i. Alternativt kan du finde oplysninger om kommende generalforsamlinger på selskabets hjemmeside under “Investor”.



X (Twitter)

Jeg har brugt X til at twitte om mine egne investeringer, men i lige så høj grad for at holde mig opdateret om finansnyheder, nye tendenser, regnskabstal og meget andet.

I modsætning til andre sociale medier er X et her og nu medie. Ingen lange forklaringer eller tekster, men små korte opslag omkring konkrete emner.

Er du i tvivl om, hvor du skal starte, så se hvem eksperterne følge og følg dem. Det er en god idé at slå notifikationer til.


Grupper på Facebook om investering

Der er et hav af finansgrupper på Facebook. Nogle er åbne og nogle er lukkede. Der er små og store grupper. Mit råd er at prøve dig frem, og finde grupper, som holder den gode tone. Det er så vigtigt, at medlemmer støtter og opmuntrer hinanden, og er villige til at bruge tid på at lære fra sig. Vi var jo alle nybegyndere engang.

Listen nedenfor har link til de grupper, jeg er medlem af.


Finansblade og -aviser

Børsen

Jeg har haft abonnement på Børsen i mange år, og er stor tilhænger af avisen. Desværre er den også ret dyr, så i perioder fravælger jeg den for andre medier.

Priserne pr. 1. maj 2021 ligger mellem 5.349 kr. og 17.499 kr. om året. Abonnement kan købes her.

Economist

Jeg har et digitalt og fysisk abonnement på The Economist for første gang. Artiklerne er intet mindre end fremragende. The Economist er bestemt stedet, hvis du vil være up-to-date med det nyeste fra politik og business på hele kloden. Alle artikler er på engelsk.

Hver morgen giver Economist Espresso app’en et hurtigt overblik over de seneste nyheder. Hjmmeside og nyhedsbreve sikrer, at du ikke går glip af noget. Og så ligger det printede magasin i min postkasse hver lørdag morgen. Er jeg for doven til at læse artiklerne, kan jeg få dem læst op via Economist app’en.

Prisen pr. 1 maj. 2021 er 1.017,50 kr. (specialpris for det første år) for et digitalt abonnement. Skal du have ugemagasinet med i abonnementet stiger prisen til 2.479 kr. om året. Abonnement kan købes her.


Bloomberg

Jeg ser gerne Bloomsbergs European Markets Open på hverdagsmorgener. Det giver et hurtigt overblik over, hvordan de asistiske markeder har klaret sig henover natten, og om de europæiske markeder (futures) står til at åbne oppe eller nede.

Op til åbningen af det amerikanske marked – typisk fra 15-15:30 – kan man igen få et godt overblik over, hvordan markedet ser ud i USA.

Ved siden af Bloombergs live-udsendelser, er deres nyhedsstrøm på et fagligt højt niveau. De har ofte CEOs fra verdens største virksomheder i studiet, og skriver løbende artikler om forventningen til indtjening inden for forskellige sektorer.

Et digitalt abonnement koster ca USD290 for det første år (USD415 derefter). Er det for uoverskueligt, så har man adgang til 30 minutters live udsendelse hver dag uden abonnement.


Webinarer

En positiv effekt af COVID-19 er de mange webinarer, som før blev udbudt som dyre fysiske kurser, ofte få steder i landet. Der er et hav af udbydere, nogle helt gratis, og andre mod et gebyr. Nedenstående er nogle af de udbydere, jeg holder primært øje med, og deltager hos:

DISCLAIMER

Alle artikler, tips og gode råd er min subjektive anbefaling som privatinvestor. Jeg yder ikke finansiel vejledning eller tager betaling for finansielle ydelser. Vælger du at følge mine anbefalinger er det for egen regning og risiko. Er du i tvivl om din risikoprofil eller andre forhold af mere økonomisk karakter, er mit forslag, at du kontakter en professionel finansiel rådgiver, enten en uafhængig eller i din bank.

Dorthe Snow Heimbürger, privatinvestor