SKAT udgiver hvert år en liste (Excel-ark) over de fonde / ETF, som SKAT godkender til beskatning som aktieindkomst.
Listen tager ikke stilling til om beskatningen skal ske som lagerbeskatning eller realisationsbeskatning. Det er udelukkende om skatteafregningen skal ske efter skattesatsen for aktieindkomst (27-42%) eller skattesatsen som kapitalindkomst (37-42%).
Hovedreglen for aktieindkomst og kapitalindkomst
Hovedreglen er, at en fond, som indeholder mere end 50% obligationer skal beskattes som kapitalindkomst og en fond som indeholder mere end 50% aktier skal beskattes som aktieindkomst. Derfor siger man også at en fond er obligationsbaseret eller at fonden er aktiebaseret.
Det er altid en god idé at tjekke om din fond / dine fonde er på listen uanset. Det er nemlig fondsudbyder, som har ansvar for at ansøge om og dokumentere, at fonden skal på listen. En helt ny fond kan derfor godt være aktiebaseret og alligevel ikke være med på SKATs positivliste, fordi den ikke nåede med inden deadline.