Podcasts om investering og aktier er en super god måde at holde sig opdateret om, hvad der rører sig på aktiemarkedet. Der er podcasts til den helt nye investor og til de mere erfarne.
På listen nedenfor kan du se mine favoritter, se hvor og hvor ofte de udkommer og hvorfor jeg lytter til dem.
Jeg opdaterer løbende listen – du kan derfor opleve, at nogle podcasts mangler link til uddybende forklaring.
Klik på ikonet for en podcast nedenfor for informationer om den podcast.
Millionærklubben
Millionærklubben har eksisteret i mange år efterhånden. Det var et af Radio 24-7s helt store hit. Da Stationen lukkede overtog Euroinvestor ejerskabet af podcasten.
NYE AFSNIT: Alle hverdage
Konceptet bag Millionærklubben
Millionærklubben sender live alle hverdage mellem kl. 9 og 10 direkte fra Facebook. Studieværterne Bodil Ganzel og Pernille Enggaard styrer samtalerne, gæster og faste porteføljeforvaltere i studiet.
På en time vendes aktiemarkedet, tendenser, udvalgte aktier og spørgsmål fra lytterne (hver fredag). Temaerne skifter afhængigt af, hvilke porteføljeforvaltere, der er i studiet.
Porteføljeforvalterne skifter fra år til år. I 2021 er det Lars Persson, Lau Svenssen, Mads Christiansen, Michael Friis Jørgensen, Tom Hougaard. Saxo Bank sponsorerer podcasten og har en dedikeret side til porteføljeforvalternes aktive porteføljer. Her kan du se, hvordan hver porteføljeforvalter har klaret sig siden 1. januar til dato, og hvilke aktier, vedkommende har investeret i.
Her kan du lytte til Millionærklubben
Du kan lytte til Millionærklubben på en lang række medier. Der er sikkert flere end jeg har listet nedenfor, men du burde være godt dækket ind:
- Live på Facebook eller efterfølgende på Millionærklubbens Facebookside
- På Euroinvestors hjemmeside
- På Apple podcasts
- Spotify
- Podtail
- Google Podcast
- The Podcast App
Hvem kan få glæde af Millionærklubben
Hvis du selv vil investere dine penge, er du i målgruppen for denne podcast. Der er gode råd og information om investering til den nye investor og den mere erfarne.
Min kommentar til podcasten
Jeg har haft stor glæde af Millionærklubben gennem årene. Personligt mangler jeg en eller flere kvindelige porteføljeforvaltere, for at få et andet perspektiv på interessante aktieemner. Jeg har mine favoritter blandt de nuværende porteføljeforvaltere, og filtrerer hvad og hvem jeg lytter til. Under den live udsendelse af podcasten kl. 9 er der en meget aktiv kommentartråd på Facebooksiden, hvor lyttere deler holdninger undervejs.
Aktieskolen fra Euroinvestor
En helt ny podcast-serie fra Euroinvestor, hvor Chefredaktør Simon Richard Nielsen – i selskab med landets bedste aktieeksperter – klæder dig på til at blive privatinvestor.
NYE AFSNIT: Ca. to gange ugentlig, ingen faste dage.
Konceptet bag Aktieuniverset
Jeg har lyttet til de første to afsnit. Målgruppen er helt klar den nye investor, som mangler et overblik og gode råd til at komme igang med at investere. Der er til dato (21. april 2021) udkommet tre afsnit.
Mascha Vang er fast i studiet. Hun har besluttet sig for selv at tage magten over sine investeringer, efter at have betalt sin bank en masse penge for et meget lille resultat. Eksperterne skifter. I de første afsnit har følgende eksperter været i studiet: Kurt Kara fra Maj Invest, Lars Tvede, Female Invest og Lau Svensson.
Hvem kan få glæde af Aktieskolen
Min vurdering er, at Aktieskolen primært henvender sig til den uerfarne investor.
Min kommentar til podcasten
Aktieskolen er så ny, at jeg ikke har fået dannet mig et godt overblik over kvaliteten endnu. Men at dømme efter kvaliteten af eksperter i studiet, så er Euroinvestor helt klart seriøse med projektet.
Guld og grønne skove
I Guld og Grønne Skove undersøger debattør og forfatter Lars Trier Mogensen om investeringsmarkedet kan løse klodens problemer. Programmet sendes på DR P1 og som podcast.
NYE AFSNIT: Hver mandag.
Konceptet bag Guld og grønne skove
Klima-aktierne boomer. Kapitalfonde og pensionskasser pumper milliarder i bæredygtige virksomheder. Klimaomstillingen accelererer. Politikerne ser ikke længere ud til at være dem der driver udviklingen.
Under den timelange podcast interviewer Lars Trier Mogensen eksperter, politikere, forretningsfolk og andre interessenter omkring et specifikt emne inden for grøn energi.
Der bliver gået i dybden omkring emner som brint, vindmøller, solceller, FNs klimamål, CO2-fangst, landbruget og endda en månebase.
Hvem kan få glæde af Guld og grønne skove
Investerer du i ESG og grønne aktier, så bør du lytte med for at få bedre forståelse af potentiale og risici.
Min kommentar til podcasten
Jeg har lyttet til et par afsnit efterhånden, og er meget imponeret over den store faglighed.
Overskud
En fantastisk podcastserie med Sofie Østergaard. Overskud er desværre ikke blevet fornyet pr. sommeren 2024. Sofie Østergaard vender retur med en ny podcast om Økonomi under DR.
NYE AFSNIT: Podcast-serien er ikke blevet fornyet.
Konceptet bag Overskud
Programmet er for den almindelige dansker, der vil eller allerede tager ansvar for egen økonomi. Hvert afsnit omhandler et separat emne – alt fra copytrading til ejendomsinvestering, forsikringer, inflation, skat, pension og bitcoins.
Hvem kan få glæde af Overskud
Får du grus i øjnene, når bankrådgiveren taler om lån, investeringspuljer og pension, så er det her program for dig. Sammen med en række forskellige gæster giver værten, Sofie Østergaard, gode råd til dig, der gerne vil lære at investere og som ønsker at skabe mere værdi i dit liv.
Min kommentar til podcasten
Jeg er vild med, at hvert afsnit har sin egen dagsorden. Det giver mulighed for at lytte med specifikt omkring et emne af interesse, og virkelig blive klogere.
Erhvervsklubben
Erhvervsklubben produceres af Jysk Fynske Medier. Hver uge gennemgår vært Anne-Marie Lindholm de største historier fra erhvervslivet og gør dig klogere på erhverv og økonomi i dialog med tre gæster i studiet.
NYE AFSNIT: Hver fredag.
Konceptet bag Erhvervsklubben
På 1/2 time får du en opdatering på de største emner nationalt og internationalt, så du som investor kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Hvem kan få glæde af Overskud
Konceptet er genialt til dig, der ikke holder avis, men gerne vil vide, hvad der kan flytte markedet.
Min kommentar til podcasten
Den halve time er let at få integreret i hverdagen. Et super godt supplement til det øvrige mediebillede.
Ophelia Invest Talks
Vil du lære, mens du er på farten? Ophelia Invest Talks udkommer fredag og lørdag og varer ca. 30 minutter. Vi sætter fokus på temaer inden for investering, opsparing og privatøkonomi. Sarah Ophelia Møss interviewer forskellige eksperter og deler ud af egen viden på en måde, som alle kan forstå.
NYE AFSNIT: Hver fredag og lørdag.
Hvem kan få glæde af Ophelia Invest Talks
Podcasten er for alle, såvel nybegynder eller den mere erfarne. Afsnittene omhandler specifikke emner, så det er let at vælge til eller fra.
Min kommentar til podcasten
Professionelt og inspirerende. Jeg hører ikke alle podcasts, men vælger de emner, der interesserer mig.
Børsen Morgenbriefing
Finansnyhederne mens du børster tænder eller står under bruseren. Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På syv minutter gør Børsen dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et grundigere kig på dagens vigtigste historie.
NYE AFSNIT: Alle hverdagsmorgener.
Hvem kan få glæde af Børsen Morgenbriefing
Er du utålmodig ligesom jeg, så er morgenbriefing perfekt til et hurtigt nyhedsoverblik over dagen.
Min kommentar til podcasten
Hurtig og professionel. Et glimrende tilbud.
Investeringspodcasten med Hansen og Larsen
Per Hansen fra Nordnet og Helge Larsen fra Proinvestor mødes uge for uge for at diskutere de største nyheder på aktiemarkederne. Målet er at skabe et sted, hvor private investorer kan blive bedst opdaterede på investeringstendenser i øjenhøjde.
NYE AFSNIT: Hver torsdag
Hvem kan få glæde af Investeringspodcasten
Indholdet er på et fagligt og professionelt højt niveau, men aldrig mere kompliceret end at nybegynderen også kan blive klogere.
Min kommentar til podcasten
Med et bagkatalog på næsten 170 afsnit (juli 2021) er der masser af afsnit at lytte til. Jeg forsøger at lytte med hver uge. Glipper det, så prioriterer jeg de temaer, som jeg finder allermest interessant.
Markedspladsen fra Danske Bank
Hver fredag vender Danske Banks økonomer stort og småt fra økonomien og de finansielle markeder fra ugen der gik, og ugen der kommer.
NYE AFSNIT: Hver fredag
Hvem kan få glæde af Investeringspodcasten
Indholdet er på et fagligt og professionelt højt niveau, men aldrig mere kompliceret end at nybegynderen også kan blive klogere.
Min kommentar til podcasten
Et fint supplement til det øvrige udvalg af podcasts, og overkommeligt at lytte til (16 min).
Invest like the best
Patrick O’Shaughnessy har en ny gæst i studiet hver gang for at gå i dybden med ideer ´, metoder og historier om personer, som hjælper dig til at træffe bedre valg for dine investeringer. Podcasten er på engelsk.
NYE AFSNIT: Tirsdage og torsdage
Hvem kan få glæde af Invest like the best
Vi er i den mere tekniske del af investeringsverden. Et super godt supplement for at tilegne sig dybdegående viden, men det kræver indsigt, herunder om de engelske termer.
Min kommentar til podcasten
Episoderne er på 60-90 minutter, så du skal sætte tid af. Til gengæld får du viden, der kan flytte dine ideer om, hvordan man kan investere.
Business Daily fra BBC
Ligesom Markedspladsen fra Danske Bank og Erhvervsklubben, så giver Busines Daily dig stort og småt om business news på 17 minutter ud fra et fast emne hver gang. Een gang ugentligt sendes et overblik på knap en time. Podcasten er på engelsk.
NYE AFSNIT: Alle hverdage. Weekly sendes hver lørdag.
Hvem kan få glæde af Business Daily
Alle der ønsker et godt overblik over de vigtigste nyheder med et højt niveau af faglighed.
Min kommentar til podcasten
Jeg vælger denne over Markedspladsen fra Danske Bank, hvis tiden er knap.
We study billionaires
Trey Lockerbie, Stig Brodersen og Preston Pysh interviewer på skift fremtrædende forretningsfolk eller tradere for at komme bagom deres teknikker. Formålet er læring og hvordan du kan bruge deres investeringsstrategier på børsmarkedet. Podcasten er på engelsk.
NYE AFSNIT: 2-3 gange ugentligt, ikke faste dage.
Hvem kan få glæde af We study billionaires
Dig der vil tage din investeringsviden til nye højder. Indholdet er ikke for nybegyndere.
Min kommentar til podcasten
Podcasten ligger et stykke nede på min liste, men det sker at jeg tager et afsnit under en gåtur.
Top traders unplugged
Podcasten er for den private investor eller analytiker. Niels Kaastrup-Larsen er i samtale med nutidens største største Quant legender som Winton Capitals David Harding, Turtle Mentor Richard Dennis såvel som Global Macro eksperter som Danielle DiMartino Booth, Preston Pysh, Julian Brigden, Mike Green, Erik Townsend, Larry McDonald og mange flere. Lær af deres erfaringer, successer og fejlede investeringer. Podcasten er på engelsk.
NYE AFSNIT: Søndage
Hvem kan få glæde af Top Traders
Den meget seriøse investor / professionelle investor.
Min kommentar til podcasten
Gode, dybdegående afsnit som kan tage investeringer til det næste niveau.
Odd Lots fra Bloomberg
Joe Weisenthal og Tracy Alloway fra Bloomberg analyserer skøre mønstre, komplekse emner og de nyeste markedstrends i dialog med de mest spændende hjerner inden for finans, økonomi og markeder. Podcasten er på engelsk.
NYE AFSNIT: Mandage og torsdage
Hvem kan få glæde af Odd Lots
Investorer, som primært handler på det amerikanske marked.
Min kommentar til podcasten
Podcasten ligger et stykke nede på min prioriteringsliste, da den er meget amerikansk.
InvestED
**NY PÅ MIN LISTE **
Phil Town er hedge fund manager og forfatter til tre bestsellere om investering (Invested, Rule #1 og Payback Time). Sammen med datteren Danielle sætter Phil fokus på de investeringsstrategier, som guruer har brugt i mere end 80 år. Lær basal handelsteori, lær hvordan du selv investerer, følge eksempler og investeringstip fra uge til uge. Podcasten er på engelsk.
NYE AFSNIT: Tirsdage
Hvem kan få glæde af InvestED
Podcasten er ny på min liste, men får flotte reviews på Apple Podcasts. Jeg opdaterer, når jeg har lyttet til den.
Min kommentar til podcasten
Kommentarer følger, når jeg har lyttet til podcasten.
Aktieuniverset
Tidligere badmintonspiller Mathias Boe og Privatinvestor Mads Christiansen diskuterer tech og gaming med skiftende gæster, primært fra udlandet.
NYE AFSNIT: Lørdage
Hvem kan få glæde af Aktieuniverset
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige alle, men programmets værter satser målrettet på mænd. Ifølge den ene vært appellerer aktier, tidskrævende nørderi, penge og tech kun til den mandlige halvdel af befolkningen (citat på Aktieuniversets Twitter-konto). Den holdning præger indholdet, hvor kun mandlige gæster inviteres i studiet og på Twitterprofilen, hvor kvinders feedback ikke altid tages seriøst.
Min kommentar til podcasten
Jeg var stor favorit af podcasten, da jeg først faldt over den. Desværre brænder værternes meget gammeldags kvindesyn igennem og farver indholdet.
DISCLAIMER
Alle artikler, tips og gode råd er min subjektive anbefaling som privatinvestor. Jeg yder ikke finansiel vejledning eller tager betaling for finansielle ydelser. Vælger du at følge mine anbefalinger er det for egen regning og risiko. Er du i tvivl om din risikoprofil eller andre forhold af mere økonomisk karakter, er mit forslag, at du kontakter en professionel finansiel rådgiver, enten en uafhængig eller i din bank.