Det danske sprog er præget af den indgroede tanke om manden som standard og kvinden som afvigelsen.

Som mand tænker du sikkert ikke videre over det. Som kvinde er vi mange, som er os pinligt bevidst, at manden er standarden, og vi er afvigelsen.

Grundloven for kristendommen, Biblen, skelner mellem manden som blev skabt i Guds billede, og kvinden, som blev skabt af Adams ribben med det formål at holde Adam ved selskab.

Adam betyder ”Menneske” og Eva ”af manden”.

Ordet “menneske” er afledt af oldnordisk “menskr”, som betyder mand (i lighed med det engelske “man” (generisk) eller “mankind”).

Så er kvindens rolle i skyggen af manden ligesom skudt i gang.

Man er standard

Har du tænkt over, hvor meget manden figurerer i det danske sprogbrug?

Vi kan starte med det meget brugte ”man”, som en generel, men ikke kønsneutral, beskrivelse af en person.

Manden i stillingsbetegnelser

Stillingsbetegnelser afspejler tydeligt, at manden historisk og typisk sidder på det vigtigste poster. I flæng kan nævnes formand, vismand, videnskabsmand, embedsmand, tjenestemand, tillidsmand, talsmand, statsmand, ombudsmand, militærmand, brandmand og politimand.

Hvornår har du senest set overskriften ”Mandlig direktør”? Ikke lige noget du kan huske, vel? Det skyldes, at standarden for en direktør er en mand. Hvis direktøren er en kvinde, vil overskriften være ”Kvindelig direktør”.

I gamle dage blev ”..inde” tilføjet den mandlige standard for at markere, at det var en kvinde. Det kunne være en lærer, som var en mand, en lærerinde som afvigelsen. En løsning, som i øvrigt stadig bruges i mange lande omkring os, specielt lande med kønsbestemte navneord.

I lande som Frankrig og Spanien er hovedreglen, at en gruppe af personer betegnes ud fra den mandlige kønsbestemmelse, hvis blot én person i gruppen er en mand. 99 kvinder bliver kønsbestemt som mænd, hvis person nummer 100 er en mand. Tænk over det!

En lille sejr er, at fru og frøken i stort er samlet under betegnelsen fru i dag. For hvorfor skal kvinder påtales ud fra om de er gift eller ikke? En mand er jo en hr. (herre) uanset status.

Kongelige højheder

Selv i de øverste toplag skinner kønsbestemmelsen igennem. Vi har den kongelige familie og kongelige højheder, selvom regenten igennem mange år har været en dronning.

Gemalen til en mandlig regent bliver automatisk dronning, men gemalen til en kvindelig regent kan højst blive en prins.

Kongelig er vigtigere en dronninglig (som ikke er et ord – men måske skulle være det?).

Manden som standard i sportens verden

Endnu et eksempel på manden som standard og kvinden som afvigelsen kan ses i sportens verden. Vi har fodboldlandsholdet og så det kvindelige fodboldlandshold. Standard og afvigelse. Det mest betydningsfulde og varianten.

Og apropos fodbolden:

I starten af 1900-tallet voksede kvindefodbold næsten ligeså hurtigt som herrefodbold. Under første verdenskrig var kvindefodbold normen fordi mændene var i krig. Det var bedre end ingenting.

Men efter krigen traf det øverste engelske fodboldorgan, FA, en gennemgribende beslutning om bandlysning af kvindefodbold på de officielle fodboldbaner. Det hed sig, at fodbold ikke egnede sig som sport for kvinder, og at kvinder ikke skulle opmuntres til at spille fodbold. Flere læger gik så langt som til at advare mod at kvinder spillede fodbold, fordi det udgjorde en sundhedsmæssig risiko for kvinderne.

Der skulle gå mange år, inden kvindefodbold blev anerkendt i England. FA ophævede først sit forbud i 1971.

De første officielle mesterskaber for kvindefodbold blev afholdt i 1984.

Med den viden kan man filosofere over, hvorfor herrefodbold og betingelserne for mandlige fodboldspillere er kommet så meget længere:

Det engelske FA blev grundlagt i 1863
Københavns Boldklub blev stiftet i 1876
Det første verdensmesterskab for herrefodbold blev afholdt i 1930

Og det hedder stadig en målmand….

Sprogtradition eller nytænkning

Det er i sandhed en varm kartoffel at påtale og endda foreslå ændringer til det danske sprog. Sandheden er bare, at sprogbruget bevidst eller ubevidst fastholder idéen om faste kønsroller. Måske det var på tide at tillade mere kønsneutralitet i det danske sprog.

Ikke blot for kvinder, men for alle, som ikke identificerer sig med det mandlige køn.

Enkelte fag har fået alternativer. Man kan være politimand eller politibetjent. I sjældne tilfælde hører man om en tillidskvinde. Men overordnet set holder flertallet fast i, og ser skævt til dem, der insisterer på et kvindeligt alternativt som ”forkvinde” eller hvis det skal være helt vildt ”forperson”. For går man helt ærligt ikke i for små sko?

Nej, skal det lyde herfra. Skal vi for alvor se mænd og kvinder som ligestillede, så skal det være synligt, offentligt og anerkendt. Vi skal skabe nye sprogtraditioner, som ikke skelner mellem køn.

Vi er nødt til at bevæge os væk fra manden som standard i det danske sprog.