opskrift engelske scones

Hjemmelavet cashewsmør

1-2 små beholdere

Efter at have købt økologisk peanutbutter i dyre domme, stod jeg i weekenden med en pose cashewnødder, som skulle spises. De endte som det mest fantastiske hjemmelavet cashewbutter. Overraskende nemt og den lækreste smag.

INGREDIENSER

250 g cashewnødder
Et drys havsalt
Evt 1/2-1 tsk. kokosolie

FREMGANGSMÅDE

Forvarm ovnen til 160 grader C.

Læg de usaltede cashewnødder på en bageplade og rist dem i 10-15 minutter. Hold øje med nødderne. De skal være gyldne men ikke mørke.

Tag pladen ud af ovnen og lad nødderne køle helt ned.

Hæld de kolde cashewnødder i en blender, og blend. Det tager tid, og du kommer undervejs til at tænke, at det aldrig nogen sinde bliver smøragtigt. Nødderne bliver først til en slags krymmelmel. I næste stadie begynder det at klumpe lidt, og du skal evt. skrabe lidt i det for at blenderen kan få fat. Hold ud – du er der næsten. Lige pludselig begynder massen at minde om lys Nutella.

Tilsæt et drys havsalt og evt. lidt kokosolie til cashewsmørret og blend videre. Smag på det undervejs, for det er individuelt hvor salt, man kan li’ sin cashewsmør.

Smørret er sødligt med en skarp kant ligesom peanutbutter. Vil du søde det lidt, så tilsæt vanillesukker eller honning under den sidste del (sammen med salt og evt olie).

Opbevar på køl i en lukket beholder.

Hjemmelavet cashewsmør skal helst spises inden for 1-2 uger. Har du lavet en stor portion, så kan du fryse lidt af det.