Rundrejse i Skotland
I 2009 var vi på rundrejse i Skotland. På 10 dage nåede vi omkring de vigtigste stop i både høj- og lavlandet. Vejret var, som vejret ofte er i Skotland, men regnen gjorde på intet tidspunkt naturoplevelsen mindre. Skotland er et fantastisk smukt land. Mine døtre, som på det tidspunkt var 8 og 10 år gamle, kan stadig huske turen.
Program for turen
- 1 overnatning i Sterling
- 2 overnatninger ved Loch Lomond
- 2 overnatninger i Fort William
- 2 overnatninger i Inverness
- 2 overnatninger i Edinburg
Dag 1: Stirling
Vi ankommer med fly til Edinburgh lufthavn, henter lejebilen og kører til Stirling. Det er en tur på ca. 50 kilometer. Efter en god nats søvn er vi klar til sightseeing i Stirling.
Ifølge arkæologiske fund, har Stirling været en bosættelse i mere end 4.000 år. Byen var Skotlands hovedstad, indtil 1437, hvor Edinburgh blev udnævnt til hovedstad. Byens symbol er en ulv. Ifølge sagnet var det en ulv, der advarede byen mod de danske vikingers angreb i 900-tallet – og dermed forhindrede vikingerne i at invadere Stirling.
Vi skal videre mod Loch Lomond samme dag, så vi prioriterer et besøg ved den berømte Stirling Castle. Slottet har udsigt over slagmarkerne, hvor Skotlands uafhængighedskrige blev kæmpet og vandt.
Stirling Castle har ikke haft den mest imponerende forsvarshistorie. Det skiftede hænder mange gange mellem skotterne og englænderne, og har været hjem for blandt andre William Wallace, Robert the Bruce, King Edward og Mary, Queen of Scots.
Nord for byen kan vi se National Wallace Monument på Abbey Craig bakketoppen. Monumentet er til minde om Skotlands store helt, William Wallace, “Braveheart”. Det var på Abbey Craig, at William Wallace slog lejr før slaget ved Stirling Bridge i 1297.
Dag 2 & 3: Loch Lomond
Vi kører videre til Loch Lomond, som er udødeliggjort gennem den skottiske folkevise ”Bonny Banks o’Loch Lomond”:
O ye’ll tak’ the high road, and I’ll tak’ the low road,
And I’ll be in Scotland a’fore ye,
But me and my true love will never meet again
On the bonnie, bonnie banks o’ Loch Lomond.
Hjem de næste to dage er et lille hotel i landsbyen Ardlui på den vestlige bred af Loch Lomond.
Loch Lomond er en 71 km2 stor sø – den største sø i Storbritannien. Området er virkelig smukt, omkranset af grønne bakker og med bjerget Ben Lomond mod nord. Sir Walter Scott skrev digtet ”Lade of the lake” om Loch Lomond – hvilket ansporede mange, til at besøge området og det skotske højland.
Fra vores base ved Loch Lomonds bred tager vi ture ud i omkringliggende højland. Vi besøger David Marshall Lodge uden for Aberfoyle, og følger en af de mange afmærkede vandrestier “The fault trail”, som bringer os forbi flere vandfald.
Dag 4 & 5: Fort William og Mallaig
Køreturen fra Loch Lomond til Fort William fører os igennem det ægte højland – de skotske highland. Vi passerer bjergkløften Glen Coe. Det var her, at Kong Williams soldater myrdede en del af McDonald-klanen, fordi de ikke var hurtige nok til at sværge troskab til Kong William og Mary, Queen of Scots. Det var den eneste gang i Storbritannen, at monarkerne delte magten ligeligt og regerede over England og Skotland i 1689-1694.
Det er i dette meget smukke og meget rå område, at Braveheart blev filmet. Området har også lagt kulisser til James Bond-filmen Skyfall og Harry Potter.
Vi overnatter i Fort William for foden af Skotlands største bjerg Ben Nevis. Det er Ben Nevis, som tiltrækker mange bjergbestigere og vandrere til den største by i det skotske højland.
Det er i Fort William, at vi skal prøve en af turens højdepunkter – en tur med “The Jacobite” damptog. Det er dette tog og den ikoniske rute ud til kystbyen Mallaig, vi ser igen og igen i Harry Potter.
Hvem huske ikke den smukke bro, som toget kører over. Det er Glenfinnan Viadukten, som blev bygget mellem 1897 og 1901, og med sine 21 buer er et arkitektonisk mesterværk.
Med udgangspunkt fra Fort William besøger vi det berømte slusesystem “Neptune’s staircase” med otte sluser på Caldedonian Canal. Det er den længste trappe-sluse i Storbritannien, og den kan løfte skibe op til 19,5 meter i længden. Sluseportene vejer 22,5 tons hver, så det kræver et team på 3 slusevagter at få et skib igennem.
Tæt på Fort William ligger også “Commando Memorial” dedikeret til soldaterne fra de oprindelige, britiske Commando-styrker under 2. verdenskrig. Selvom monumenter er tilegnet 2. verdenskrig, bliver det også brugt som mindested for soldater, som har mistet livet i de seneste års krige.
Vi kommer også forbi Fort George, en befæstning fra det 18. århundrede. Fortet blev bygget for at pacificere det skotske højland efter Jakobitternes oprør i 1745. Efter Jakobitternes endelige nederlag ved Culloden, levede skotterne under trange kår. Det blev også forbudt ved lov at gå i skotstern eller kilt.
Dag 6 & 7: Inverness
Inverness betragtes som hovedstaden for det skotske højland, og Storbritanniens nordligste storby. Byen stammer fra det 6. århundrede. Ovenover byen troner Inverness Castle med udsigt til Loch Ness.
Loch Ness
Turens anden meget store højdepunkt er en sejltur på den berømte Loch Ness. Skal det lykkes at se søuhyret? Og nej, det blev desværre ikke under vores besøg, at Nessie viste sig for offentligheden. Vi må nøjes med sagnene og en fremragende udsigt på vores sejltur på Loch Ness. Søen er 56,4 km2, op til 230 meter dyb og Storbritanniens andenstørste ferskvandsø. Faktisk indeholder Loch Ness mere ferskvand end samtlige søer i England og Wales lagt sammen.
Vi sejler til Urqhart slot. Idag er slottet kun en ruin, men i middelalderen var det en af de største befæstninger i landet. Slottet blev ødelagt i 1692 for at forhindre Jakobitterne i at bruge slottet som befæstning.
Dag 8 & 9: Edinburgh
Vi afslutter rundrejsen i Skotland, hvor vi startede – Skotlands hovedstad Edinburgh. Det er en virkelig smuk og velbevaret by, som i 1995 blev medtaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Der er da også mere end 4.500 fredede bygninger i byen.
Edinburgh Castle
Intet besøg i byen er komplet uden et besøg på Edinburgh Castle – stedet, hvor den årlige Edinburgh Tattoo afholdes. Vi er på besøg i juli måned, og får derfor ikke set Tattoo. Men vi får besøgt den imponerende befæstning, som ligger højt hævet over byen.
Som en af de vigtigste befæstninger i Skotland, har Edinburgh Castle været involveret i mange historiske konflikter – fra uafhændighedskrigen i det 14. århundrede til Jakobitternes opstand i 1745. Befæstningen har været belejret både med og uden succes. Siden det sene 17. århundrede, har Edinburgh Castle været en militærbase med en stor garnison, og det er i dag den næstmest besøgte turistattraktion i Skotland.
På pladsen på slottet med den bedste udsigt over byen møder vi “Mons Meg”. Den enorme kanon skulle angiveligt være bygget efter ordre fra Philip III, Hertug af Bourgogne, i 1449. Den blev sendt som gave til Kong James den II af Skotland. Kanonen vejer knap 7 tons, måler 4,6 meter i længden og kan affyre kanonkugler på 180 kilo.
Mine anbefalinger
Skotland bør være på din bucketlist, uanset om du er filminteresseret eller ej. Det er umuligt ikke at blive bjergtaget af de smukke landskaber, den rå natur og skotternes lune væsen. De vigtigste attraktioner kan klares på under 14 dage, og efterlader blivende indtryk.
Gode råd:
- Tænk lag på lag, når du pakker til en ferie i Skotland – vejret kan hurtigt slå om
- Hav regntøj med
- Pak de gode vandresko, hvis du for alvor vil opleve naturen
- Lej en bil, så du har friheden til at komme omkring
- Spis frokost på en pub – maden er ofte fremragende
- Prisvenlige overnatningsstedet som Premier Inn tillader, at op til 4 personer deler et værelse, hvis børnene er under 16 år
- Bestil billet hjemmefra til Harry Potter-toget