Titel: The Wife
Genre: Drama
Årstal: 2017
Instruktør: Björn Runge
Længde: 1 time 39 min.
Skuespillere: Glenn Close, Jonathan Pryce, Max Irons
Se den her: iTunes, SF Anytime, Viaplay
MIN VURDERING
Fremragende skuespil af Glenn Close, som hustruen bag en nobelprisvinder – eller er han?
Den succesfulde forfatter Joe Castleman modtager det længe ventede telefonopkald fra Akademiet i Stockholm. Efter et langt liv med flotte romaner bag sig, skal han endelig opleve den ultimative hyldest. Kronen på livsværket. Joe Castleman er årets modtager af Nobelprisen i litteratur.
Ved hans side står hustruen Joan. Stille, diskret og værdig. Vi fornemmer, at der ligger noget under overfladen. En hemmelighed, som begge kender, og ingen taler om.
Parret rejser til Sverige sammen med deres voksne søn. I Stockholm sværmer beundrere omkring den aldrende forfatter. Vi lærer om hans utroskab. Og vi fornemmer, at Joan er stærkt utilfreds. Udadtil er hun den stærke hustru. Hun samler det beskidte tøj op fra hotelværelsets gulv. Stiller Joe alarm, så han husk at tage sine piller. Og smiler venligt på sidelinjen.
I tilbageblik ser vi fortiden. Hvordan Joe og Joan mødte hinanden. Deres ægteskab, kampen mod udgivelse af den første roman og fejringen af den første romanlancering. Og herfra falder korthuset langsomt fra hinanden.
Derfor bør du se filmen
Jeg foretrækker normalt ikke dramaer, og har længe udsat at se The Wife. Glenn Close vandt ikke en Oscar for sit portræt i filmen, men var meget stærkt med i opløbet. Hun fik rigtigt meget ros for sin præstation. Så ses, det skulle den.
Min datter på 18 år så med. Inden filmen startede sagde hun, at jeg ikke skulle regne med, at hun kom til at følge så meget med i filmen. Og inden længe, var hun lige så opslugt som jeg.
Er du kvinde, kan du sikkert nikke genkendende til, hvordan vi igen og igen påtager os mor-rollen. Og ikke kun over for børn, men i lige så høj grad over for en kæreste, partner eller mand. Måske det ligger genetisk til os? Vi gør det bevidst eller ubevidst, selvom vi ved, at vi skal lade være. Vi affinder os med, at manden får karrieren samtidig med, at vi går på deltid for at passe børnene.
Er du mand, har du måske oplevet en eller flere kvinder, som passer lidt for godt på dig. Pusler om dig, sørger for, at hjemmet er hyggeligt, at du altid husker det, du skal huske? Tager du det for givet? Har du vænnet dig lidt for meget til, at din partner er fundamentet for dit liv og din karriere?
Filmen afslører først meget sent, hvor stor en rolle hustruen, The Wife, spiller i den lille familie. Altid i baggrunden, altid opmærksom og altid lige i kanten af det projektørlys, der bader hendes mand i succes. Hvem er det i virkeligheden, der har vundet en Nobelpris? Det vil jeg ikke afsløre her, for du skal se filmen.
Billedet er © IMDB. Ingen krænkelse af ophavsretten er tilsigtet.