Anmeldelse af De forbandede år

Historisk drama om Danmark i årene 1940-1943, hvor samarbejdspolitikken herskede

De forbandede år starter med sølvbryllupssang for Karl og Eva Skov i idylliske omgivelser uden for København. Idyllen bliver brat afbrudt, da tyskerne invaderer – eller rettere overtager magten – i Danmark. Vi følger nu familien og deres fem voksne børn gennem tre års forsøg fra den danske regering på at samarbejde med den tyske besættelsesmagt.

Familien fragmenteres, efterhånden som børnene gennem kærlighed eller samvittighed vælger forskellige veje. Der er stærke følelser på spil, når den ældste søn støtter tyskerne i krigen samtidig med, at den næstældste søn involverer sig i modstandsbevægelsen.

Fælles for dem alle er, at de må træffe et valg om, hvilken side, de vil stå på – og hvad de hver især er villige til at ofre.

Filmen er meget lang. Vi bevæger os fra hjemmet til fabrikken til en jazzklub til Norge og Sverige og tilbage. Dele af historien bliver fortalt halvt og uden dybde, og andre bliver vævede og trukket i langdrag.

Bortset fra de åbenlyse karakterskuespillere, bliver jeg ikke overbevist af skuespillerne. De taler meget tydeligt og meget staccato. For mig drukner følelserne i et forsøg på at sige en replik. Jeg mærker ikke deres oprigtige sorg, glæde eller kærlighed. De  formår simpelthen ikke at ramme mig i hjertet med en rigtig skurk eller en rigtig helt. Jeg ender med ikke at holde med nogen.

Og pludselig får det ende. Uden at trådene samles har vi nået 1943, og historien er slut. Ligeså lang som den var, ligeså pludseligt for den ende – lidt midt i det hele.

Var jeg skuffet? Jeg var på forhånd advaret om længden, men tjekkede alligevel tiden flere gange. Nu måtte filmen da snart være slut. De forbandede år bliver en af de film, der kunne indbudt til reflektion og eftertænksomhed, men – for mit vedkommende – ender med at falde fladt til jorden. Det bliver ikke en film, jeg kommer til at huske tilbage på.

Derfor bør du se filmen

Hvis du synes 2. verdenskrig er spændende, og du holder af langsomme dramaer, så er De forbandede år et godt bud på en lang aften i biografen. Historien fortjener at blive fortalt, omend jeg gerne havde oplevet historien gennem en mere dynamisk film med stærkere skuespillere.