Bog nummer 2 i serien “Det store århundrede” var en træg og skuffende omgang ovenpå en fantastisk nummer 1 i serien.

Dandy - Jan GuillouDandy er anden bog i serien “Det store århundrede” af den svenske forfatter Jan Guillou.

Den tredie bror, Sverre, erkender i “Brobyggerne”, at han er homoseksuel. Han har mødt sin store kærlighed blandt sine medstuderende på ingeniørstudiet i Dresden. Det er totalt uacceptabelt for den stærkt religiøse storebror Lauritz, og Sverre stikker derfor af efter endt eksamen. Han rejser med Albie, til England, og efterlader blot et brev til afsked.

Sverre og Albie, som i virkeligheden er lord Albert, ankommer i 1901 til godset Manningham.

Det er heller ikke accepteret at være åbent homoseksuel i England på det tidspunkt. De to unge mænd indretter sig derfor i en separat bolig “ingeniørvillaen”, hvor de kan være i fred og sig selv. Uden for de private gemakker må de spille komedie som kompagnoner. I de første år bruger de nyuddannede ingeniører megen energi på at modernisere godset med maskiner. Efterhånden går det dog op for Sverre, at han skal dyrke sine evner inden for kunst.

Ligesom i “Brobyggerne” tages læseren med på en rejse til Afrika. Sverre rejser også hjem til Norge for at besøge sin mor, som – på sin egen måde – tilgiver sin søn og modtaget Albie i hjemmet.

Ultimativt rammer 1. verdenskrig også Sverre og Albie. Lord Albert er tvunget til at drage i krig, da antipatien mod homoseksualitet når nye højder efter krigens udbrud.

Hvad der herefter sker, skal jeg ikke røbe.

Derfor bør du læse bogen

Som allerede nævnt, så synes jeg “Dandy” var en tung omgang. Bogen er væsentlig kortere end sin forgænger, men indholdet bliver for flyvende og usammenhængende. De lange dialog-passager mellem de frigjorte fra overklassen, som har bosat sig i London, bliver hurtigt uinteressant. Jeg ville meget gerne leve mig ind i de trængsler, som de gik igennem – men fordi det hele sker i overklassen, som er priviligeret, så bliver det svært for alvor at dele smerten.

Det være sagt, så er “Dandy” en vigtig fortsættelse til “Brobyggerne”, og den fortæller på sin egen måde et stykke historie set fra den anden side af andedammen. Vi får en form for engelsk perspektiv på krigen og på tyskerne. Sverre, som stort ikke medvirkede i den første bog, er hovedpersonen i “Dandy”. Jeg håber på, at komme mere ind under huden på ham i de efterfølgende bøger.

Titel: Dandy

Årstal: 2012

Forfatter: Jan Guillou

Forlag: Modtryk

Sideantal: 357

Køb bogen her.